|
På Sejrens Vej
fortæller for første gang historien om
Skolesamvirket Tvind og dets grundlægger,
Mogens Amdi Petersen, i hele dens sammenhæng
på basis af interviews, breve, offentlige og
private arkiver, artikler og beretninger om
Tvind.
Tvind er altid god for en
forsidehistorie, men baggrunden kommer
sjældent med i pressens dækning.
Historien begynder for Mogens Amdi Petersen i
Odense med en afskediget gymnasielektor,
seminariet, soldatertid, Danmarks første
kollektiv og en skolekommission, der ikke
brød sig om langhårede lærere.
Den fortsætter med studenteroprør,
skibsforlis og fængselsophold i
Flensborg.
Med erfaringerne fra en eventyrlig
rejse jorden rundt og sin altovervindende karisma
grundlagde Mogens Amdi Petersen Den rejsende
Højskole i 1970 under stor
opmærksomhed og beundring både
herhjemme og i udlandet. 10 år efter styrede
han et landsdækkende skolesamvirke, som
pludselig ikke nød den samme opbakning som
ved begyndelsen. Beskyldninger om sekterisme og
hjernevask dukkede op.
Tvinds pædagogik har drevet
folk til nervesambruddets rand, men den har
også hjulpet mennesker, som ingen troede
kunne hjælpes. Drevet af idealisme, utroligt
hårdt slid og et årligt statstilskud
på mere end 100 mill. kroner havde
Tvindskolerne til sidst vundet sig så mange
modstandere, at Folketinget i 1996 vedtog en
særlov, der fratog skolerne deres
tilskud.
Men Tvind nægter at dø.
Offentlighedens fascination af gåden Tvind er
ikke blevet mindre, og fordommene om Tvind er ikke
blevet færre. På Sejrens Vej er meget
kritisk over for Tvind, men hverken pressen eller
myndighederne bliver skånet. Bare fordi Tvind
er lukket om sig selv betyder det ikke, at
skolesamvirket kan forklares uden sammenhæng
med det øvrige samfund. Derfor er bogen
også et stykke moderne danmarkshistorie.
Jes
Fabricius
Møller
er født i 1966, cand.mag. i historie,
Københavns Universitets guldmedalje 1995.
Højskolelærer i Ryslinge 1995-96 og
ved Grundtvigs Højskole i Hillerød
1996-99. Medredaktør af
Højskolebladet 1996-98 og bidragyder til
aviser og tidsskrifter. Fra 1999 PhD-stipendiat
på Institut for Historie, Københavns
Universitet.
"Bogen er velskrevet, intens
spændende og virker velafbalanceret omkring
et kontroversielt emne. Den er uomgængelig
for alle med interesse for den danske
friskoletradtion, og den er en enestående
kilde til sammenhæng i en af de
største retspolitiske sager i dette
århundrede." (Annemette Suhr,
Folkebibliotekar, IBCs
lektørudtalelse)
|